 |
 |
 |
| Vi havde lejet nogle små
hytter som ligger ca. 7 km fra centrum at Zanzibar Stone Town, stedet
hedder Beit-el-Ras, de er ejet
af en dansk dame og passet af en anden dansk dame, som er gift med en
zanzibari, hun hedder Bente og bor fast i Zanzibar. Hytterne ligger helt
ud til vandet, og der er en fast parasol næsten i vandkanten, det er den
på billedet til højre. Vi under parasollen hver morgen og spiste
morgenmad. Det største problem vi havde i hytterne var, at der ofte ikke
kom vand ud af vandhanerne, men så klarede vi os med det vand, vi havde
fyldt i tønderne i huset, når vandet var der. Hytterne ligger ved siden af
Nkruma Teacher College, som er Seminariet i Zanzibar. |
 |
 |
 |
| Her er stranden ved lavvande, så kunne vi
ikke bade, men det var kun når lavvande var om morgenen eller aftenen at
vi ikke kunne bade. |
Flametræerne er meget flotte på denne
årstid, træet her står ved landevejen, hvor vi boede i hytterne, den lille
hvide bygning til højre er en Police Post. |
Flametræets blomster er fantastisk flotte,
også når man kommer tæt på. |
 |
 |
 |
| En dag fik vi en gæst på terrassen, mens vi
sad og spiste frokost, det var den her Knæler. |
Her er et par af de flotte huse, som ligger
langs fronten ud mod havet og havnen. Huset med den grønne balkon med det
røde skilt er en restaurant, mens balkonen længst væk er den gamle
toldbod. |
Restaurant Mercury har sit navn efter
forsangeren i Queens, som er født og opvokset i Zanzibar. Det var et
rigtigt godt spisested, hvor man kan sidde og se ud over havet (Zanzibar
kanalen). |
 |
 |
 |
| Her er Vibeke i gang med aftensmaden en
aften på Mercury. |
Her er jeg så i gang med desserten, en gang
frisk frugt. Tropisk frugt smager nu bedst i troperne. |
Om aftenen spillede de unge mennesker en
slags Bobspil, hvor man i stedet for at skyde til brikkerne med en stok,
knipsede med fingrene. Hvis den røde brik blev skud i et hul mens der
stadig var brikker med ens farve på brættet havde man tabt. Når alle ens
brikker var i hul, gjaldt det om at få den røde i hul. |
 |
 |
 |
| Kaffesælgerne, som gik rundt i gaderne med
messing kaffekande med trækulsbrænder under, er forsvundet fra gaderne, nu
kan man kun se kaffekanderne hos marskandiserne. |
Naturhistorisk museum havde
engang til huse i den store gamle moskee i Zanzibar. Nu er man ved at
restaurere moskeen, det var den officielle forklaring på, at hele
samlingen var flyttet til en bygning på den anden side af gaden. Der var
ingen håndværkere i moskeen. Hvis det er som med de fleste andre
offentligt ejede bygninger, så er man begyndt renoveringen, men er så
rendt tør for penge, og så får bygningen blot lov at fortsætte sit
forfald. Det mest spændende i udstillingen er stadig den leopard, man skød
og fik udstoppet for mange år siden i kolonitiden. |
 |
 |
 |
| Hotel Zanzibar, hvor vi boede da vi i 1974
første gang ankom til Zanzibar, har som så mange andre bygninger været ved
at forfalde. Nu er hotellet købt af en Oman-araber, som har sat det meget
flot i stand. Et hotelværelse kunne fås til ca. 50 $ pr. nat ude i byen.
På Hotel Zanzibar var prisen 120 $ pr. nat, jeg pruttede lidt med
receptionen og fik dem ned på 100 $, men det var mere end vores budget
kunne bære. |
Der er mange huse, som er ved at forfalde,
mens andre har passeret det punkt, hvor de kan reddes. Det var underligt
at se, at huse, som har været i forfald, tilsyneladende bruges som
lodseplads. Når væggene så vælter, kan man se, hvordan værelserne har
været fyldt op med affald. |
Tivoli som kineserne byggede og forærede
Zanzibar tilbage i 1975 eksisterer stadig, det er kun åbent ved særlige
lejligheder og somme tider om lørdagen. Ude fra så alt meget rustent ud.
Der mangler generelt vedligeholdelse mange steder. |
 |
 |
 |
| En af dagene var vi inviteret til middag
hos Rahmadan Bakari, en af mine gamle studerende. Her er hans 17 årige
datter Jena i gang med at lave mad til os på trækulskomfuret. Vibeke fik
udleveret en kanga, så hun ikke blev snavset. |
Så er vi kommet til bords, der var lavet
fantastisk meget mad, meget mere end vi kunne spise. Vi forsøgte at smage
lidt af det hele, men det var næsten umuligt, så meget mad var der. Bemærk
Vibeke spiser med fingrene efter lokal skik. |
Jena som lavede maden til os, sad ikke ved
bordet, det var kun Vibeke, Sophie, Rama og jeg. Jena var placeret på
gulvet ved væggen modsat der hvor bordet stod. Det mad, Jena havde lavet,
smagte bedre, end det mest af det vi fik på restauranterne. |
 |
 |
 |
| I gården til Rama's hus sad hans gamle
moder i skyggen under et træ og lavede håndarbejde. |
En aften inviterede vi så
familien Rahmadan på middag på Restaurant Pagoda inde i byen. Deres søn
var også inviteret, men han havde travlt med sine studier. Her er det
Sophie, Jena, Vibeke og Rama. |
 |
 |
 |
| Markedet ser næsten ud som det
altid har gjort. Forskellen fra 1974 og til nu er at der er mange flere
biler, ikke bare mange, men enormt mange, og så render alle rundt med en
mobiltelefon. Det er ikke fordi de har råd til at bruge dem. Med en løn på
under 500 kr. pr. måned så er der ikke råd til ret mange samtaler. Men
hvis der er nogen i familien eller af vennerne, som har firmatelefon, så
ringer man til dem, og lægger på så snart den har ringet, så kan den man
har ringet til se at man har ringet og så håber man de ringer tilbage så
har man jo fået en samtale "gratis". Det var en af de historier vi fik af
mine gamle studerende. Der var stadig meget spændende fisk på markedet.
Kødmarkedet var ved at få nyt tag så det var midlertidigt lukket. |
 |
 |
 |
| Her er vi på besøg hos Bente, som vi lejede
hytter og bil af. |
Vi flyttede ud på hotel til Lisbeth og Jan,
to svenskere, som driver et hotel Mdame i Paje. Derfra tog vi på tur til Josani
Forest for at se de røde Colobus aber. |
En del af turen til Josani Forest består af
en guided tur rundt i en Mangrovesump, som ligger i tilknytning til
regnskoven. Her er det Torben og Helene, som er med på turen, det er Beate
som sidder nede bag Helene. |
 |
 |
 |
| En dag vi var ude at bade, var
Vibeke så uheldig at svømme ind i en brandmand, det er sådan en der er på
billedet til højre. De er ikke ret store, selve luftposen som får dem til
af flyde på overfladen er på størrelse med en 5 kr. Tråden der hænger
under dem er over 20 cm lang når den er strakt ud i vandet. De lokale
fortalte at der er nogen som er dukket op efter Tsunamien. Det er de samme
vi har set i Australien, jeg er ikke sikker på det er Tsunamien, jeg tror
mere på, det er en klimaændring, som gør at de nu er kommet til Zanzibar.
Smerten forsvandt efter nogle timer, efter vi havde behandlet med både
eddike og antihistamin creme. Men "arret" efter forbrændingen holdt sig i
over en måned bag efter. |
 |
 |
 |
| Bag restauranten var køkkenhjælperne i gang
med at ordne skaldyrene til middagsmaden. |
En ny ting vi lærte om Zanzibar
denne gang var at der findes underjordiske floder i Zanzibar. Her er vi
ved en delvis underjordisk sø. På stranden lidt syd for Paje kan man ved
lavvande se, hvor vandet fra en af floderne løber ud i det Indiske Ocean. |
 |
 |
 |
| I bushen i nærheden af det hus vi boede i
fra 1974 til 1976 lå der en ruin af et gammelt Sultan palads. Nu er der
ikke længere bush, men parcelhuse i området og ruinen er ved at blive sat
i stand, den skal være hotel. |
Noget af det sidste vi oplevede
på Zanzibar, inden vi tog på Safari, var at den 26. kom containeren med
computerne ud af havnen. Her er den ankommet til undervisningsministeriet
og er blevet lukket op. Det var dejligt at se at alt havde holdt til
transporten. Den havde været pakket forsvarligt, ved Mellemfolkeligt
Samvirke var der mange historier om containere som kom frem med indholdet
totalt ødelagt, så det var dejligt at se sin container blive åbnet. |
| |
|
|